torsdag den 17. juli 2008

Alt på (for) et bræt

... fristes jeg til at sige. De fandt et enkelt gulvbræt til os - og skyndte sig at sende det. Så i dag har vi modtaget et enkelt gulvbræt - formedelst 250 kroner. Og det er alt andet lige billigt sluppet.

Og sørme om ikke også det manglende skab er kommet i dag ... og jeg har malet væggene 2. gang. Så nu kan vi komme videre ...

Hurra hurra.

lørdag den 12. juli 2008

Regnefejl

Vi har lavet en regnefejl ... købte tre pakker gulvbrædder, og var sikre på, at det ville være nok. Nu hvor min far og min mand har knoklet med at lægge gulv (og det blev rigtig pænt) mangler der ET bræt!!!

Så jeg har lige skrevet til firmaet (internetfirmaet www.forst.dk) om man kan købe ET bræt ... til min gru så jeg så, at de faktisk ikke har matlakeret valnød på repertoiret længere - men kun olieret. Så jeg håber inderligt at de har et par pakker (eller i det mindste bare det ene bræt vi mangler) på lager - til spotpris, så fragten ikke bliver dyrere end brættet.

Nå - men siden sidst har vi ellers købt føromtalte problemløser ... det hjalp lidt, men helt godt er det nu ikke. Alligevel begynder jeg at tro på at vi får et pænt køkken ud af det. I går fik jeg malet loftet to gange, og efter weekenden venter opsætning og maling af glasvæv ...

Så mangler der lige det højskab, som fragtmændene fik ødelagt under transporten ... men åbenbart glemte at give køkkenfirmaet besked om. Da jeg spurgte til leveringsstatus havde "min køkkenmand" nemlig intet hørt ... så det blev lidt besværligt. Og ja, nu er vi selvfølgelig løbet ind i fabrikkens ferielukning ... så det velsagtens ender med at skabet leveres, imens vi holder ferie i sommerhuset!!! Har en debat til gode med køkkenmanden, som lige nu OGSÅ holder ferie.

Og så har vi også lidt helbredsproblemer - min mand fik pludselig akut nældefeber, så han lignede .... ja det ved jeg ikke, kønt var det sgu ikke. Lettere dizzy i 1½ døgns tid var han også. Og jeg døjer med en masse hovedpine, vand i kroppen og den slags. Måske er mit cpr-nr. forklaringen ... måske er det noget andet. I hvert fald skal jeg ind og have taget nogle blodprøver + et hjertekardiogram (ja, min læge er gudskelov grundig) på mandag - og krydser naturligvis fingre for, at hvis de finder noget, så er det bare hormonerne, der svinder ...

Alt i alt - så er livet lidt hårdt lige nu ... men vi overlever nok. Ferien venter i det fjerne - selv om sådan et sommerhus jo også altid trænger til en kærlig hånd. I det mindste behøver man ikke lade vækkeuret ringe ....

søndag den 6. juli 2008

Det trækker tænder ud ...

... om ikke andet i overført forstand, sådan et køkkenprojekt.

Pyh hvor vi spartler, pudser, eksperimenterer osv. Jeg er så spændt på, om det hele nu også bliver pænt, eller vi fortryder at vi ikke brugte lidt flere penge på prof-hjælp.

Aktuelt er det væggene der er problemet. Vi bor jo i en gammel københavnerlejlighed, hvor vaterpasset vist ikke altid blev brugt, dengang der blev bygget. Og nu pudser vi så vægge op, som skal have påsat filt. Det bliver nu engang pænest på en jævn og lige væg, men det er sgu svært. Spekulerer på om vi skal købe "Problemløser", som er sådan en slags "skumtapet" der udjævner små buler ... det er godt nok dyrt, men kan blive nødvendigt, hvis væggen ikke skal ligne kong Volmers r... i blæsevejr!!

Det er udfordringen lige nu - rent bortset fra alt det skidt og møj + rod vi har alle steder. De der kender mig vil vide, at jeg ikke går voldsomt meget op i hverken rengøring eller oprydning. Men lige nu er jeg ved at få SVIP - fordi her bare er orden eller rent NOGEN steder!!

Vi har ferie om 3 uger. Der skulle vi gerne være færdige, for er det noget jeg snart har brug for, så er det afslapning og ro!

Men vi må se - der sker da lidt hver dag, så håbet er lysegrønt.