tirsdag den 30. oktober 2007

Kun en time

Det er kun en enkelt lillebitte time ... men hold op hvor min krop og mine sovevaner bliver udfordret af skiftet til vintertid.

Både søndag og i går var jeg helt urimeligt søvnig allerede ved 9-tiden - og til gengæld klar til at stå op allerede fra kl. 5 næste morgen.

Mærkeligt ... jeg gruer for januars Thailandstur. Det kommer da til at vare uger, inden jeg kommer på plads igen !!

- Men jeg glæder mig nu alligevel. Vildt !!

onsdag den 24. oktober 2007

På værtshus med junior

Det var hyggeligt - men lidt underligt.

- At have sin søn med på værtshus, og se hvor mange øl han uden de store problemer kan hælde ned. Et eller andet sted vidste jeg det jo godt ... de kan jo konsumere ualmindelige mængder i den alder ... men alligevel.

Samtidig var det ret sjovt ... for lidt fuld blev han jo. Og han talte og lavede sjov som jeg sjældent har set - så det var en rigtig rar følelse jeg gik i seng med (nå ja, jeg var måske også lidt besoffen).

Når det så tilmed foregik i Berlin - hvor øllerne er både gode og billige - så kan det jo ikke være bedre.

tirsdag den 23. oktober 2007

Frihed - en selvfølge ?

I Berlin besøgte vi et tidligere Stasi-forhørsfængsel. En fantastisk oplevelse - grusom, tankevækkende og fascinerende på samme tid.

Det er tidligere indsatte, der viser rundt - og fortæller hvordan man aldrig kunne vide, hvor Stasi-meddelerne var. Mike - som viste os rundt - var fx som 15 årig blevet angivet af sin skolelærer, fordi han havde lidt for mange spørgsmål !!! Faktisk havde han siddet hele 3 gange i fængsel - så han kunne berette ting og sager.

Fx så han aldrig nogen af de andre indsatte - et sindrigt system med røde lamper mv. fortalte fængselsbetjentene, hvis der var en fange "ude" på gangene. I så fald tog man ikke andre ud samtidig. - Eller hvad mener du, kære læser, om at blive afhørt i 10 timer i træk - hele tiden siddende i en underlig akavet stilling på en skammel. Hånden SKAL placeres på en lille klud under hele forløbet. Så afgiver du nemlig duft ... og kluden gemmes så i et stort syltetøjsglas ... til brug for sporhundene, hvis nu du stikker af!

Over dørene hang de velkendte grønne "flugtvejs-skilte" - men som Mike lakonisk bemærkede: "De er nye" !!

Mike opfatter Skandinavien som noget af det bedste han kan forestille sig. Demokrati og lige ret til alle, er hvad han ser fra sin udkigspost i Tyskland. Han rejser meget i Norge og Danmark - så meget at han har lært sig begge sprog! Hvilket betyder, at han kan gennemføre rundvisninger på de to sprog. Ikke dårligt, når vi nu havde medbragt sønnike, der ikke er særligt god til tysk! Derfor havde jeg på forhånd skrevet derned, for at høre om der var danske rundvisninger vi kunne komme med på. Det var der ikke - men en norsk, og det kunne jo nok gå.

Mike's afslutningsbemærkning er værd at tænke over: PAS PÅ JERES FRIHED - VÆRN OM DEN SOM EN LILLE BABY. DEN ER MINDST LIGE SÅ DYREBAR !!!

Den 18-årige var temmelig stille i lang tid efter.

mandag den 22. oktober 2007

Slidt op til knæene

Landede i aftes kl. 23.15 efter 4 dejlige dage i Berlin ... som stadig er en skøn by!

Vi har gået, gået, gået, gået ... så vi mindst burde være slidt op til knæene alle 3. Og vi har oplevet en masse - både kultur, historie, shopping, god mad, gode øl - og en hel del hygge ind i mellem.

Vel hjemme igen konstaterer man så, at der er ekko i køleskabeet ... så jeg skal på indkøb i dag!

Og de næste dage vil jeg prøve at fastholde nogle af de mange indtryk fra tyskernes hovedstad her på bloggen. Det bliver ikke kedeligt!

lørdag den 13. oktober 2007

Røgfrit miljø, tak

I den seneste uge har jeg frekventeret flere cafeer mv. - og nydt den dejlige, rene luft dér.

Hold da op hvor er det bare en fornøjelse, at man ikke længere stinker som et sankthansbål, når man kommer hjem efter sådan en aften. For ikke at tale om glæden ved at kunne nyde sin mad, uden at det tilfældigvis falder sammen med nabobordets (ryge)pause mellem retterne!

Jeg har mere end én gang gået før hjem end det egentlig var planen, alene fordi jeg ikke kunne holde røgen ud. Det gør ondt i øjnene, irriterer luftvejene og får det til at gøre ondt, når jeg taler (ikke godt, så meget som jeg taler ...).

Måske kommer jeg ligefrem til at besøge vores lille gode irske pub her i nabolaget lidt mere - nu hvor man kan få luft derinde. Gode øl har de nemlig rigtig mange af ... og nu kan man smage dem !!

Så hvis der er NOGEN der sætter pris på de nye regler - så er det godt nok mig.

Har så ladet mig fortælle fra folk, der bor i lejlighed ovenover diverse restauranter og cafeer mv., at det kan være vældigt generende med såvel røg som snak og støj fra alle de rygere, der sendes udenfor ... især om sommeren, når man har sit vindue åbent.

Forståeligt ... så hvorfor forbyder vi ikke bare folk at ryge andre steder end i deres eget hjem (nå ja, hvis de altså ikke er dagplejemødre - så er dét også forbudt område)?

For mig er det ufatteligt, at rygerne ikke kan/vil forstå, hvor meget de påvirker os andre. Fx. er det også langtfra en fornøjelse at dele kontor eller på anden måde sidde ved siden af en, der jævnligt er ude at ryge. De stinker!!

Sart? Nej, det synes jeg ikke ... men sikkert frygtelig strid i en rygers øjne.

torsdag den 11. oktober 2007

Venindesnak - og arbejde !

I går var jeg sammen med en "gammel" veninde, som jeg ikke har set længe. Ikke fordi vi bor så langt fra hinanden - men vi har bare begge to haft så meget andet at gøre.

Men hvor var det dejligt - dels lige at blive opdateret på hinandens liv, dels at opdage, at vi stadigvæk kan give hinanden noget ... god sparring osv.

Dertil dejlig hvidvin og lidt cafemad. Ikke dårligt.

At det så nær var blevet spoleret af en arbejdsdag, der kørte helt af sporet - så jeg nær aldrig var kommet ud af døren - det er en anden sag. Men det søde væsen købte da heldigvis en stor kop kaffe og læste et par aviser - indtil jeg dukkede op.

Og SÅ blev der snakket !!

tirsdag den 9. oktober 2007

KRAM

Hørte lige om KRAM projektet i morges ... KRAM-bussen kører rundt til et antal kommuner i hele landet og tjekker folkesundheden.

K = Kost ... spiser du fornuftigt ?
R = Ryger du ... ?
A = Alkohol ... hvor meget drikker du ?
M = Motion ... dyrker du motion - og hvor meget?

Der bliver målt lungefunktion, kondital, fedtprocent og jeg-ved-ikke-hvad - mhp. dels at fortælle folk, hvad de kan gøre for sig selv - dels at kortlægge sundhedstilstanden i Danmark (men især i de deltagende kommuner).

Jeg er bange for, det vil give et blandet billede ... der hælder til den negative side.

Selv skal jeg i hvert fald ikke prale for meget. Nok synes jeg faktisk, jeg spiser fornuftigt med tanke på fedtprocenter osv. - og 9 ud af 10 dage får jeg også mine 600 gram frugt og grønt. Og jeg ryger ikke - har aldrig gjort det. Men så er der alkohol ... jeg holder meget af et godt glas vin eller en god øl - og for pokker da, hvor er der ikke langt op til de 14 genstande!! Jeg er vist forud - og burde ikke drikke igen før om lang tid. Og det værste er, at jeg jo ikke engang synes, det er enorme mængder, vi drikker derhjemme.

Nå ja, og så motionen. Altså ... 30 minutter om dagen ... det bliver det sgu ikke til. Jeg træner en times tid et par gange om ugen - og småløber jævnligt rundt i byen for at handle ind + slæbe varerne til 3. sal, hvor vi bor.

Men her er der også nok, jeg kunne gøre!

Gad vide hvordan det ville se ud, hvis KRAM kom til København, og jeg fik lavet tjekket? Er ikke helt sikker på jeg har lyst til at kende svaret.

mandag den 8. oktober 2007

Opladede batterier - og snøft

Herlig weekend.

Først dejlig sushi og prosecco sammen med min elskede.

Så en solrig efterårsweekend i Nordsjælland - haveknokleri hos gode venner; belønningen var dejlig mad og rødvin lørdag aften. Lidt for meget vist ... der var i hvert fald nogen der var trætte i går.

Men den helt store gevinst var egentlig den laaaaange snak vi havde om, hvordan man får projekt "dine og mine teenagebørn" til at gå op. Hvor meget skal man som den, der ikke er far - men bor som et fuldgyldigt medlem af familien i huset - blande sig i, hvad det er OK teenageren gør ... eller snarere ikke gør? Og hvilke konsekvenser får det i det lange løb? Jeg tror, vi gjorde hinanden klogere allesammen.

Og nu venter så det spændende: Kommer vi til at gøre tingene anderledes herhjemme?

Desværre må jeg have snuppet en virus med mig - og måske har jeg alligevel frosset lidt derude i efterårssolen? I hvert fald er der tegn i sol og måne på en forkølelse eller noget. Snøft ...

fredag den 5. oktober 2007

Mums ...


Det var en fed aften på Saison.

Vi lærte noget, havde det sjovt, og fik lov at opleve selveste hr. Lauterbach for fuld udblæsning. Og i tilgift var maden suveræn.

Aftenen blev indledt med lidt at spise og drikke, imens vi fik gennemgået menuen:
  • Broccoli-quinoa terrine med skindstegt multe og fennikelolie
  • Krondildskogte grøntsager med tandoorimarineret havkatfilet
  • Selleritoast med marksvampe og mælke/sherryskum
  • Gråandebryst med æble/jordskokkekompot
  • Chokolademousse med hvid trøffelcreme og mynteconsomme
  • Pære-desserttallerken - med pærer i forskellige udklædninger

Det lyder vildt - og svært - det var det ikke. Vi blev delt op i mindre hold (vi var 20), som så hver stod for en-to retter.

Da vi var færdige, kom vores gæster (dem var der nu ikke mange af, men min mand var en af dem) og var med til at nyde retterne, som blev anrettet og præsenteret af de enkelte små hold.

Fed aften!

Vi må derud og spise en dag ... og bare sidde og nyde det i restauranten!

tirsdag den 2. oktober 2007

Hurra - jeg skal have en gave

I aften skal jeg have min fødselsdagsgave: Et kokkekursus på restaurant Saison.

Så jeg skal i køkkenet med superkokkene - og håber at lære en masse. Inspiration er jeg i hvert fald sikker på at få. Jubiii.

Vender tilbage med en beretning om oplevelsen.