mandag den 25. februar 2008
En blandet fornøjelse
Glæder jeg mig? Tjahh ... bum bum ... ikke rigtigt. Anledningen er nemlig umådelig trist: En af de pgl. kolleger afgik ved døden i sidste uge - og skal bisættes! Hun blev kun 66 år, før kræften i en uhyggelig fart gjorde en ende på hendes liv. Så trist, så trist.
Nok engang er det så man bliver mindet om at leve i tide ... og tage imod de mange tilbud, livet giver, imens man er frisk og rask til at gøre det!
søndag den 24. februar 2008
En weekend i madens tegn
Vi var til en god gourmet-oplevelse i fredags. Større grupper kan komme ind og spise på restauranten i USA's ambassade i København. DE kan lave mad, og de kan servere noget ret fantastisk vin til ... så vi smovsede i den helt store stil med deres jubilæums menu.
Lørdag var vi ude for at se, hvad vi selv kan gøre for at gøre vores fremtidige køkken så lækkert, at der også dér kan frembringes fantastisk mad ... så den stod på Ikea mv. - Og i aftes tog vi så på besøg hos gode venner, som går meget op i at lave lækker - og rigelig - mad til deres gæster. Vi fik nok - også af de våde varer - og kom skrækkeligt sent hjem!
Så i dag ... joh, vi skal da have noget aftensmad. Men mon ikke det bliver lidt mere nede på jorden ....
tirsdag den 19. februar 2008
Køkkendrømme
Om godt en måned skal vi rive et stykke køkkenbord ned for at gøre plads til en altan-udgang. Et vindue skal skiftes ud med en dør ... og vupti, så bliver vi altså NØDT til samtidig at lave køkkenet om!
Både fordi der jo ryger lidt bord- og opbevaringsplads - det har vi bestemt ikke for meget af i forvejen (vi bor i en klassisk københavnerlejlighed - de har aldrig haft ry for at have kæmpestore køkkener) - men også fordi vi vil tage tyren ved hornene, nu der alligevel skal gøres noget i rummet.
Så dagene går med at kigge kataloger, hjemmesider mv. - at regne på prisen - at tale om hvor gode og fantastiske hvidevarer vi vil have (fx vil jeg altså have induktionskogeplader, ovnen op i arbejdshøjde samt en opvaskemaskine med flytbar kurv, så de store rødvinsglas kan være der!), og selvfølgelig at regne på prisen. Selv om vi nu HAR fået grønt lys fra banken, så behøver det jo ikke koste det blå ned fra himlen!
Jeg glæder mig - ikke til byggerodet - men til at kunne lave mad i et dejligt nyt køkken, sat op af min mand og min far ... og til at kunne sætte mig ud på vores nye syd-vest-vendte altan og nyde solen.
Det bliver stort!
- Nå ja, og så vil vi forresten nok også gøre lidt ved badeværelset ... pyha ...
onsdag den 13. februar 2008
30 år - det kan umuligt passe!
Anledningen var, at det til sommer er 30 år siden vi gik ud af skolen - og vi vil prøve på at samle klassen fra dengang! Det er 4 år siden vi gjorde det sidst - det var rigtig hyggeligt, så vi håber det lykkes igen.
Men helt ærligt ... 30 år!!!!
Okay, jeg har oplevet meget, er blevet klogere, mere overbærende osv.osv. - men jeg har svært ved at forstå at vi virkelig er blevet SÅ gamle. På den anden side, så vidner mængden af grå hår, den lidt mere uelastiske ansigtshud, den stadigt sværere kamp for at holde sig i form osv. om at tiden går.
Og jeg har det jo egentlig meget godt. - Så mon ikke jeg bare skulle tage og hvile mig i min alder, få det bedste ud af det og så glæde mig over, at jeg er i live og har et godt liv!
Det gør jeg!
mandag den 11. februar 2008
Solskinsweekend
Vi var på Møn hos mine forældre i lørdags - fik købt lidt ind hos den gode vinpusher vi har dernede, spiste en dejlig frokost og gik så en lang tur ... til steder, jeg ikke mener at have været, siden jeg var barn. Hvor var der flot på det lokale udsigtspunkt - vejret gav jo mulighed for at se både til Falster, Bogø, Farø og Sjælland. Skønt.
I går fik jeg - og dét trængte den til - endelig vasket bilen, så den også kunne nye solskinnet ...
Men ellers - en af de dér weekender som giver energi ... fordi der er tid til at sove længe, nyde livet, læse, strikke ... men også lige få klaret indkøb og rengøring.
En ny uge truer ... men jeg tror vi klarer den :-).
onsdag den 6. februar 2008
DR kalder - igen
Denne gang var det Radioavisen på P4 det handlede om. En større flok journalister var samlet i et mødelokale i DR-byen (hold da bøtte hvor er det stort, det hus !!) for at "gen-tænke" Radioavisen kl. 12, 16 og 17 - og ideerne skulle testes på nogle lyttere. Herunder mig.
Det er altså sjovt at have fået sit navn i deres arkiver. Eftersom jeg selv arbejder med kommunikation, har jeg jo ikke kun lyttervinklen på, når jeg er der. Jeg suger også til mig af deres professionelle tilgang til tingene.
Fik et par biografbilletter som tak for hjælpen. Vi er meget dårlige til at gå i biffen - men nu har vi da en anledning til at komme afsted. Skal bare lige have fundet en film, der kunne interessere os begge. Det er ikke nødvendigvis så let :-).
søndag den 3. februar 2008
Så drømmer vi os lige tilbage ...
- men her er fruen på kokkeskole - og kæmper med at frembringe en rød karrypasta!
Det lykkedes ... og uhmmm, hvor smagte det bare godt, efter at pastaen var ristet i wok'en, blandet med kokosmælk, lidt oksestrimler og en masse lækre grøntsager som fx. baby-auberginer, forårsløg, tomater mv..
Det var i det hele taget supersjovt at være på kokkeskole - at lære nogle af thai-ernes fif fra bunden. Det er hårdt arbejde at lave thaimad - men resultatet er værd at knokle for!
Og her står jeg så på vores terrasse, som lå direkte på River Kwai - værelset var bygget på en fastgjort tømmerflåde! Svært at sove for al den rislen - men ud over det var der pragtfuldt - og så var det jo noget ganske andet end øen!
Her er vi på det flydende marked. Hvad kan jeg sige andet end: Kaos, mange mennesker, lyde og dufte - det var sjovt at prøve, men nok ikke noget vi gentager.
Den liggende Buddha i Bangkok - den er såmænd kun 45 meter lang! Imponerende. Men når man går i de der store tempelområder, får man altså alligevel hurtigt nok. Så meget guld og ædle stene på et sted gør én træt i øjnene!
Bangkok gjorde os i det hele taget trætte!
Derfor til slut et billede af dét der får os til at vende tilbage - her fra en lille ø der hedder Koh Kham, som vi sejlede til med speedbåd fra Koh Chang!Thailand er pragtfuldt og fantastisk smukt fra dén side:
Så jeg har lige sendt en mail til min flybillet-pusher! Hun skal lige skaffe os Thai-Airways-billetter til januar 2009. De frigives lige om lidt ....