onsdag den 27. juni 2007

Medier - vaner og uvaner

I går var jeg til fokusgruppe-interview. For dem, der ikke lige kender det udtryk - så er det et møde, hvor en gruppe mennesker fortæller og diskuterer et på forhånd valgt emne, som nogen (oftest et reklame- eller analysebureau) har brug for at kende befolkningens/kundernes holdning til.

I går handlede det om medievaner. Hvordan bruger vi medierne - hvornår - hvilke - hvor meget, osv. Egentlig ret spændende at få sat ord på. For eksempel blev jeg mere bevidst om, hvor meget min avis egentlig betyder for mig. Og hvor lidt det betyder at se alle de ligegyldige udsendelser, TV sender ... bare jeg kan få lov at se nyheder, reportager og debatprogrammer.

Med til interviewet var også et par småbørnsforældre ... som bare SLET ikke havde tid til medier om morgenen. Hvor blev jeg glad for at det ræs er overstået - mine morgener med et krus kaffe og avisen er det der sikrer, at jeg kommer godt i gang. Og jeg står gerne et kvarter tidligere op, bare for at undgå for meget jag.

Meget apropos - da jeg kom hjem, havde Søren flyttet rundt på vores TV-apparater (som den sammenbragte familie vi er, har vi ret mange af slagsen). TV-et i stuen sagde pludselig "pling" - og mistede billedet. - Så han havde rokeret det (alt for store, stedet taget i betragtning) TV, vi ellers havde i soveværelset, ind i stuen. Og TV'et fra det lille gæsteværelse/kontor ind i soveværelset ...

Havde jeg nu stadig boet alene i lejligheden - så var det nok endt med indkøb af et nyt TV. Men de penge kan vi da i det mindste spare nu!

Selv om det nu også er rigtig hyggeligt, når apparatet er slukket, og der i stedet er god musik fra CD'en eller radioen. Dét - og en god flaske rødvin - plejer at resultere i en rigtig dejlig aften!

Ingen kommentarer: