Et år tættere på de 50

I tirsdags fyldte jeg 47 - uh hvor er det et højt tal. Især tanken om at jeg nu kun er 3 år fra den næste runde fødselsdag kan skræmme mig.

Men på den anden side - snart venter de år, hvor min søn er flyttet hjemmefra (ja ikke at jeg regner med at holde op med at bekymre mig om ham af den grund ...), menstruationen er holdt op, kræfterne stadig gode nok til at gøre de ting jeg har lyst til ... men måske i et lidt mindre hektisk tempo - og ikke mindst gode tanker om, at livet jo stadig har masser at byde på. Man skal bare gribe det. Men det falder mig bare svært ...

Når jeg tænker tilbage på det seneste år, synes jeg det har været mere end sejt! Et job, der ikke helt udviklede sig som jeg ville - og så endte det med at de smed mig ud! Det har vist sig sværere end som så at komme over, selv om jeg jo kunne have set det som den håndsrækning, jeg manglede. I stedet følte jeg mig kasseret, og nu har jeg det sådan, at jeg mangler den helt grundlæggende glæde ... og er ret sikker på at det har noget med at gøre, at jeg ikke er helt sikker på, om jeg nu også KAN noget. Jeg mener - når de nu valgte mig fra på den der kyniske måde?

Det fylder - og jeg overvejer at tage et par timer hos en psykolog for at få det talt ordentligt igennem. Min sundhedsforsikring kan måske endda betale - så der er vel ikke så meget at betænke sig på.

Og så spekulerer jeg alligevel på, om jeg bare er nærtagende, sart eller lignende. Er mit problem stort nok til at jeg skal bruge de fælles ressourcer på dét? Omvendt - hvis arbejdspladsen får en mere engageret medarbejder ud af det, så er der vel ikke så meget at betænke sig på.

Det er i hvert fald for dumt at bruge for meget tid på at spekulere ... men hvis nogen læser med her, tager jeg gerne imod gode råd.