Rejsefeber

De sidste indkøb er foretaget, kufferten fundet frem, kameraet gjort klar osv.

Så nu kan det egentlig kun gå for langsomt med at komme afsted på ferie. Tænk engang, i løbet af mandagen ankommer vi til vores dejlige beach front bungalow på Koh Chang - åååååh hvor det bliver skønt.

Sønnen passer biksen herhjemme - og det skal han nok klare, selv om hønemor her jo synes det er enormt længe han skal være alene hjemme ... og kan han nu klaaaare det! Søren griner af mig, for herregud, knægten er 18 år, og selvfølgelig kan han da klare det! Han glæder sig til at have det hele for sig selv, og til at få os to gamle lidt på afstand. Men jeg er sikker på, at han faktisk også vil savne os en lillebitte smule ... om ikke andet så vil han savne at der er nogen der laver mad til ham og den slags!

Nå - bekymringerne må lægges væk - selv om jeg da både tænker i den ene og den anden ting, der kan gå galt for både ham og os. Er det ikke bare for meget? Hvorfor fanden skulle det gå galt for os. Der er 1000 vis af mennesker der rejser til Langtbortistan hver dag, og de kommer da som regel hjem igen, uden der er sket alverden!

Så jeg vil se at finde min positive forventningsfulde kasket ... og så bruge den til at nøjes med at glæde mig, ikke bekymre mig!

Husker tydeligt at det var nøjagtig det samme sidste år da vi skulle afsted. Og alt gik jo som det skulle!

Vi skrives ved - jeg tror ikke det bliver fra Thailand, men man ved jo aldrig!