tirsdag den 13. november 2007

Dynamik, sort tale og megafoner

Det var interessant at se og høre partilederne helt tæt på i søndags.

Dynamik og sammenhold på Helle's fløj - det var meget tydeligt, at de har besluttet sig for at holde sammen ... i erkendelse af, at det er nødvendigt for at få magten til at skifte side. Jeg synes egentlig heller ikke der er tvivl om, at både SF og Socialdemokraterne vinder på at have fået ny partileder siden sidste valg. Der er meget mere energi nu!

Overfor står en regering, som kæmper for at blive siddende, og som gør hvad den kan for at skræmme de vælgere, der overvejer at stemme "rødt". Og de får lov til igen og igen at sige, at SF mfl. ikke har finansieret deres forslag. Jeg har ikke kunnet finde ud af, om de har ret - men det interessante er, at der ikke rigtig bliver fortalt fra SF's side, hvordan der skal finansieres!

Den helt store skuffelse for mig er Naser Khader. Jeg har lige fra Ny Alliance blev dannet syntes om deres projekt. En forfriskende anderledes måde at se politik på ... men desværre har de sat den forkerte mand i spidsen for det. Det kan godt være, det er ham der har det bedste navn, og dermed har kunnet skabe mest opmærksomhed om NA ... men når manden så giver sig til at snakke SÅ sort, som han gjorde i søndags, så taber de det hele på gulvet. Hvilket jo også tydeligt kan ses i meningsmålingerne. Ærgerligt ... og de har altså også mistet min stemme ... for hvis han opfører sig ligesådan ved en forhandling, er han jo ikke til at skabe resultater med.

En ting slog mig i søndags: Line Barfoed er øjensynligt mest vant til at tale til demonstrationer. I hvert fald var hendes retorik og stemmeføring nøjagtig, som hvis hun talte til masserne gennem en megafon! Jeg må sige, at hele hendes stemmeføring, retorik mv. byder mig SÅDAN imod. Det kan godt være at asylansøgerne har det skidt - det er jeg faktisk ret sikker på de har - men at tale om at de RÅDNER OP ... sådan kan jeg altså ikke have at hun taler om mennesker.

Nå ... men i dag skal krydset jo sættes! Vakler stadig lidt - hvis jeg kunne stemme på Margrethe Vestager eller Connie Hedegaard, ville jeg gøre det. Men jeg bor det forkerte sted ... så jeg tror i stedet det bliver Lone Dybkjær. Hende har jeg altid haft stor sympati for - så jeg tror, Nyrups kone skal have endnu en omgang i politik ... hvis det altså står til mig :-).

3 kommentarer:

Lizelotte sagde ...

Du glemte helt at nævne endnu et parti, som har vundet meget ved at skifte formand - nemlig de radikale!! Vestager er umådelig tiltalende, synes jeg.

Er enig i din kritik af Line Barfoed - hende Johanne et-eller-andet som var med i tv2s debat igår var 100 gange bedre. Enig med dem bliver jeg nu nok aldrig.

Ja - Naser - og hele partiet - er floppet i mine øjne. Der er gået totalt pop i det, og det virker som om det bare har handlet om at rage kendisser til sig, som kunne stille op til valget. Ærgrerligt...kan ellers godt lide Anders Samuelsen...

Jeg HAR været nede og stemme. Det blev til en listestemme på A. Har ellers de senere år stemt radikalt, og der var også tæt løb hele vejen til stemmeboksen. I sidste ende blev det så socialdemokratiet der fik min stemme.....

Mona sagde ...

Jamen Lizelotte ... så har vi to bare sørget for at der blev status quo, eftersom jeg tidligere har stemt Socialdemokratisk.

Jeg har også stemt - og gjorde som jeg lovede: Fru Nyrup ... Dybkjær!

Men det bliver nu spændende at se i aften, hvordan det ender!!

simpelsyning sagde ...

Kan helt tilslutte mig din opfattelse af partierne. Enhedslisten og det de står for er mig bare så meget imod, dem kunne jeg godt have undværet i Folketinget. Og Naser Khader er sådan en skuffelse - han skulle været blevet hos De radikale.