tirsdag den 27. november 2007

I grunden en besynderlig opfindelse

Jeg har lige siddet og brudt min hjerne ... for jeg véd, at spørgsmålet kommer inden længe:

"Har du skrevet ønskeseddel"?

Så jeg gik i gang - men hvad pokker skal man ønske sig? Jo, det er da ikke fordi der ikke er ting, jeg kunne tænke mig ... men eftersom ingen i familien har et kæmpe-gavebudget, kunne jeg da ikke drømme om at ønske mig ting, jeg godt ved ligger langt fra den økonomiske evne hos gavegiverne. Og så er vi dér, hvor jeg jo sagtens har råd til at købe de pågældende ting selv.

Nå - men så afskaf gaverne ... ja, det kunne man jo overveje. Det har de gjort i min mands familie - men helt ærligt: En jul uden gaver? Nej det kan jeg alligevel heller ikke tænke mig. Og det er også træls, at både jeg og dem jeg køber gaver til, skal ud på bytteræs efter jul, fordi gaverne "ikke lige var noget".

Men det er da i den grad udtryk for et overflodssamfund, at vi sådan skriver "bestillingslister" til hinanden op til jul! Det er sgu ikke noget at være stolt af, synes jeg.

Men alligevel, alt i alt ... jo, jeg skriver den dér ønskeseddel. Heldigvis ved jeg, at min mand er verdensmester i at huske ting, jeg har gået og sukket efter ... men glemmer at sætte på ønskeseddelen. Sidste år fik jeg 3-4 ting af ham - som jeg havde "glemt" at ønske mig. Hvis jeg er heldig, går det sådan igen i år - og den slags overraskelser er dejlige. Ikke mindst fordi det vidner om, hvor meget han går op i at gøre mig glad.

Selv ejer jeg desværre ikke helt samme evner ... men jeg prøver! Har i hvert fald en enkelt ting i tankerne, som jeg håber han glemmer at skrive op!

Hvad jeg så ønsker mig? En masse lune ting at putte mig i her i vinter: Hjemmedragt, varme tøfler, uldne sokker osv. - og så noget at hygge sig med: Musik, bøger ... jo, jeg fandt da på noget!

1 kommentar:

Lizelotte sagde ...

Åh ja... det er så svært. Og vi er snart ved at drukne i alle de bøger, vi har - vi elsker bøger og har alt,alt for mange.... og ønsker os altid flere :-)