Min søster ... har jeg sådan én ?

Af og til bliver jeg trist over, at jeg har gjort min søn til enebarn. Bevares, det er der mange gode grunde til ... det var såmænd rigeligt at være enlig mor til én ... men jeg tænker tit på, at han nok kommer til at savne at have søskende.

Altså - lige indtil jeg så kommer i tanker om min egen søster!

Hende har jeg nu ikke set i to år - aner ikke, hvad jeg har gjort hende, men faktum er, at jeg snart har rakt mange hænder frem, og de er ikke blevet taget imod. Så nu kan hun selv komme, kan hun!

Hun har altid været sådan en "alt-eller-intet-type" - var hun sur, så var hun MEGET sur, og man kunne ikke tale om det. Hun er vistnok sur på mine forældre over et eller andet. Men det fortaber sig, hvad det mon handler om. Hvad jeg så har gjort hende - tjah ... bum bum ... det har jeg ikke nogen ide om. Måske er det hendes mand, jeg/vi har gjort fortræd.

Faktum er, at hun ikke lader høre fra sig. Til mig, til mine forældre, til det meste af den øvrige familie (af en eller anden grund er nogle ganske få undtaget) og til min søn. Det sidste smerter mig - han er hendes gudbarn, og han hører aldrig fra hende. HAN har i hvert fald ikke gamle lig i lasten, som hun kan gå og være sur over.

Ikke engang til sin 18 års fødselsdag hørte han fra hende.

Det var dén dag, jeg besluttede, at det også er slut fra min side med de fremstrakte hænder. Nu kan hun sgu selv komme.

Men helt ærligt - hvad sker der? Det er underligt at være enebarn - for det er hvad jeg er i praksis. "Hele familien" er nu mine forældre, min søn og Søren og mig. Ikke mange - men heldigvis har vi det godt sammen. Det bliver denne lille sluttede flok der holder juleaften sammen i år.

Det skal nok blive hyggeligt. Søster er, når det kommer til stykket, helt ærligt ikke værd at spilde for mange tanker på ... sådan har jeg det nu!

Og skulle hun læse dettte - så ... nej, jeg har ikke dårlig samvittighed over dette indlæg. Nok er nok.